Jyllandsposten

Dine sko har flere bakterier end et toiletsæde

 

Af PERNILLE BONNE

Offentliggjort 19.06.08 kl. 10:51

Millioner af coli- og andre bakterier trives under vores skosåler. Mange af os slæber gerne snavset med hjem på stuegulvet - til fri opsamling for småbørn, der risikerer at blive syge af det.

I nogle lande er det decideret uhøfligt at beholde skoene på, når man går ind i et hjem. Men både i Danmark og i USA, hvor det amerikanske morgentv-show "Good Morning America" har testet skosåler for bakterier, er det helt almindeligt at vade ind i stuerne med skoene på.

Showet, der kører på kanalen ABC, testede otte forskellige menneskers sko samt poterne på to hunde for at se, hvor mange bakterier, de hver især havde på sig. På det mest bakterieholdige par sko fandt man intet mindre end 66 millioner organismer. De sad på et par sko tilhørerende en kvinde fra New Jersey ved navn Michelle Ciocon.

Hun siger til programmet: "Jeg tænker ikke så meget over det," og resultatet siger heller ikke nødvendigvis noget om hverken hende eller hendes livsstil - måske havde hun bare lige trådt i noget inden testen", konkluderer ABC News.

Videnskaben også med

På et mere videnskabeligt plan, har også forskere ved University of Arizona fundet ni forskellige slags bakterier på folks sko. Typer af bakterier, der alle potentielt kan give infektioner i mave, øjne og lunger. Studiet fandt også, at bakterierne lever længere på vores sko end de gør andre steder, eftersom vi hele tiden træder i nye affaldsrester, som bakterierne kan leve af.

Forskerne testede også hvorvidt bakterierne på skoene blev overført til flisegulvet i et hus. I mere end 90 pct. af testforsøgene satte bakterierne sig fast på gulvet. Som forventet var resultaterne endnu mere markante, hvis gulvet havde tæpper i stedet for glatte overflader.

Værre end toilettet

Resultaterne fra Good Morning Americas undersøgelse, var "mere beskidte end et toiletsæde," siger Jonathan Sexton, en forskerassistent fra University of Arizonas afdeling for offentlig sundhed.

"Toiletsæder har normalt omkring 1.000 bakterier eller mindre, og her er der flere millioner, så der er langt flere bakterier her," siger han.

Resultaterne satte tankerne i gang hos den uheldige indehaver af de mest beskidte sko, Michelle Ciocon.

"Jeg er bekymret," sagde hun efterfølgende: "Fra nu af vil jeg sikre mig, at alle tager deres sko af. Så snart de når op til døren, skal deres sko af."

Børn mest sårbare

Børn under to år er de mest sårbare over for de bakterier, vi slæber ind i huset, fordi de leger på gulvet og putter deres hænder ind i munden omkring 80 gange i timen.

"Det betyder, at dit barn kan ske at blive udsat for hver eneste bakterie, dine sko samler op. Alle bakterierne fra parken, butikken og hvor du ellers har færdedes i løbet af dagen," forklarer Jonathan Sexton.

Ud af Good Mornings Americas 10 test, indeholdt de ni colibakterier, der typisk kommer fra mennesker og dyrs afføring. Forskere skyder skylden på gulvene i offentlige toiletter og på fugleklatter og hundelorte.

De to hunde i testen kom ind på en henholdsvis femte- og niendeplads for de mest beskidte fodsåler, men det betyder ikke, at hunde er mere renlige end mennesker. En af hundene i testen havde lige været ude at gå en tur i regnvejr, hvilket sandsynligvis rensede dens poter. Desuden er hundepoter mindre end de fleste menneskers sko, og har dermed ikke plads til helt så mange bakterier.

Sådan holder du gulvet bakteriefrit

Den nemmeste måde at sikre dig mod overførsel af bakterier fra sko til gulv er at lade skoene stå ved døren eller tage dem af udenfor og bære dem hen til skohylden, hvis du har en sådan. Husk at vaske hænder, når du har rørt ved skoene.

Forskerne nåede frem til, at ved at smide skoene i vaskemaskine og vaske i koldt vandt med sæbe, kan du dræbe bakterierne. For sko, der kan tåle den behandling, kan det altså være en god idé. Alternativt kan du tørre dem over med et desinficerende middel.

Sig nej til dine gæsters sko

Selv om du måske har det fint med at tage skoene af, inden du går indendøre, kan det være svært at bede dine gæster om det samme.

Anna Post, forfatter og talsperson for The Emily Post Institute, der rådgiver om manerer og etikette, siger, at når du har gæster i hjemmet, er det helt i orden at bede dem tage deres sko af, før de går ind. Men det kan være godt at huske på, at ikke alle er godt tilpas med at tage skoene af, tilføjer hun.

Hun foreslår, at man altid har et par rene hjemmesko eller sokker klar, som man kan tilbyde gæsterne at tage på i stedet. Men har du inviteret gæster, der nægter at tage deres sko af, eller du ikke kender dem godt nok til at spørge, kan det nemmeste være at gøre grundigt rent dagen efter, tilføjer hun dog.

Det vigtigste er nemlig, at dine gæster føler sig velkomne i dit hjem.