|
|
|
MetroeXpress,
søndag den 22. november, 2009. Bakterier er blevet sværere at standse
Danske sygehuse og læger
har brugt så meget antibiotika, at bakterierne er blevet modstandsdygtige. Det
gør det sværere, dyrere og farligere at bekæmpe nogle sygdomme, advarer
Statens Serum Institut
Farlige bakterier, der ikke kan slås ihjel med de sædvanlige lægemidler,
breder sig på danske sygehuse. Det viser en ny opgørelse fra Statens Serum
Institut, der overvåger udbredelsen af de resistente bakterier. Ifølge opgørelsen er det nu op mod 10 procent af patienterne med
visse former for lungebetændelse og blodforgiftning, der ikke kan helbredes med
almindeligt antibiotika. Det er mere end en fordobling på bare et år. I stedet
bliver lægerne nødt til at bruge medicin, der er langt dyrere og med mere
alvorlige bivirkninger. Overlæge Niels Frimodt-Møller fra Statens Serum Institut er
bekymret. »Det har været sådan, at vi i Danmark ikke brugte meget
antibiotika og ikke havde problemer med resistens. Det har vi fået. For nogle
typer af bakterier nærmer vi os nu det niveau, som de har i Sydeuropa. Der er
samtidig tale om bakterier, der kan smitte andre bakterier med resistensen, så
vi til sidst har få muligheder for at behandle en række sygdomme,« siger han. Seruminstituttet har flere gange opfordret sygehusene til at holde
igen med antibiotika, netop for at undgå problemer med resistens. Imidlertid
stiger forbruget af en række midler stadig. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra
Sundhedsstyrelsen, der skal sætte ind, hvis sygehusene skal ændre praksis.
|